Genopretning af livet i Køge Bugt
Den frivillige foreningen Køge Bugt Stenrev har siden juni 2020 arbejdet for et godt havmiljø i Køge Bugt. Foreningens visioner inkluderer forbedring, formidling og forskning i de potentialer og problematikker, som er forbundet med at fremme den økologiske tilstand i de indre danske farvande. I løbet af 2023–2025 har foreningen opført 8 nye stenrev i Køge Bugt.
Køge Bugt er et ca. 450 kvadratkilometer brakvandsområde, med en max. dybde på 12-16 m, og et opland bestående af ni kystkommuner der huser ca. 335.000 indbyggere.
Grundet to kraftfulde havstrømme der leder saltvand fra nord og ferskvand fra øst, er vandudvekslingen i Køge Bugt rimelig god. Derfor opleves her ikke de samme katastrofale iltsvindsproblematikker, som plager mange andre danske kystnære områder. Vandets relativt gode lysforhold tillader kolonisering af flotte, tætte ålegræsbede ud til 7-8 meters dybde i bugten.
Køge Bugt Stenrevs projekter inkluderer opførsel af stenrev i både den kystnære zone og på større dybder af 8-10 meter, for at fremme og blive klogere på hele bugtens biodiversitet og økologiske funktionalitet.
Køge Bugt Stenrevs projekter er fordelt mellem kommunerne Stevns, Køge, Solrød, Greve og Ishøj, og foreningen ser muligheder i også at opstarte lignende samarbejder med bugtens nordlige kommuner.
Gennem Køge Bugt Stenrevs samarbejde med fem af bugtens kommuner (Stevns, Køge, Solrød, Greve og Ishøj), økonomisk støtte fra danske firmaer samt fornemme bevillinger fra Velux Fonden og Nordea-fonden har foreningen i perioden 2023–2025 opført otte stenrev i de to projektpakker ’Køge Bugt Marine Park’ og ’Formidlingsstenrevene Strandgreven og Klintekongen’.
Gennem et samarbejde mellem Nordea-fonden, Klar Forsyning og Greve Kulturbase og Ungdomsskole har Køge Bugt Stenrev i 2024 fået tilknyttet en fast klima- og naturvejleder til bugtens team af naturvejledere, som målrettet underviser lokale skoler og borgere i bugtens økosystem.
Gennem mange års intensivt stenfiskeri fra både danske og svenske skibe, er der blevet fjernet enorme mængder sten fra havbunden i Køge Bugt (I/S Køge Bugt Strandpark, 1986). Derved er grundstenene i mange vigtige levesteder for fisk, krebsdyr, bløddyr og tangskove forsvundet.
Nutidens Køge Bugt er presset fra mange forskellige typer af menneskelige påvirkninger, blandt andet udledninger af forurenet spildevand fra oplandet, byggerier, klapning, transport og intensiv råstofudvinding. Men samtidig er bugten hjemsted for en varieret biodiversitet, og tjener som platform for en lang række rekreative aktiviteter – der er derfor masser af motivation til at fremme kvaliteten af bugtens marine økosystem.
Foreningen Køge Bugt Stenrevs primære formål er at genetablere og opføre nye stenrev til naturgenopretnings-, formidlings- og forskningsformål, og dermed understøtte de samhørigheder der eksisterer på stenrevshabitaternes sten, flora og fauna. Idet Køge Bugt Stenrev prioriterer formidling om foreningens projekter højt, og ved, at ikke alle interesserede har lige mulighed for at udforske bugten fra en våddragt, gør foreningen mange tiltag for at udbrede viden om potentialerne ved marin genopretning fra landjorden.
Takket være Velux Fonden er ’Projekt Køge Bugt Marine Park’ nu blevet en realitet. Det første stenrev i projektpakken, ’Det Biogene Rev’, blev opført i forsommeren 2023 ud for Solrød strand, og i sommeren 2024 blev stenrevene ’Fyrsten’ opført ud for Ishøj Havn, mens ’Fiskehotellet’ og ’Revet ved Køge Marina’ blev opført ud for Køge. Stenrevet ’Circle Reef’, hvorpå der blandt andet forskes i potentialerne i at anvende beton til konstruktion af kunstige rev, blev opført i april 2025.
Med støtte fra Nordea-fonden har foreningen i juni og juli 2024 fået opført de to formidlingsstenrev ’Strandgreven’ og ’Klintekongen’ ud for Mosede i Greve, hvortil foreningen også har fået ansat en naturvejleder.
I 2023 kom Køge Bugt Stenrev på Finansloven, hvilket muliggjorde etableringen af stenrevet ’Juels Rev’ på området Juels Grund i den sydlige del af Køge Bugt i april 2024; et område hvor der tidligere har været stenfisket.
Idet Miljøstyrelsen har bevilliget penge til genetablering af stenrevet ’Køge Sønakke’ i den sydlige del af bugten, vil Køge Bugt Stenrev bistå med formidlingstiltag omkring stenrevet, når det en gang er blevet opført.
Stenene til revene stammer primært fra donationer fra firmaer og private borgere, der indsamles i foreningens stenbanker, som findes flere steder på Sjælland. Der er ikke anvendt sten indsamlet fra grusgrave eller granit indkøbt fra udlandet til nogle af Køge Bugt Stenrevs projekter.
Syd for indsejlingen til Ishøj Havn har Køge Bugt Stenrev i juli 2024 etableret formidlingsstenrevet ’Fyrsten’, som benyttes til formidlingsformål af teamet af naturvejledere tilknyttet Ishøjs Naturcenter Havhytten. Revet består af 300 ton natursten.
Forud for udlægningen af sten, har forskere og studerende fra Københavns Universitet/Statens Naturhistoriske Museum udført fiskeundersøgelser i området, for at undersøge områdets fiskesammensætning i forhold til antallet og tæthederne af de enkelte arter. Disse undersøgelser vil senere blive gentaget på det nye stenrev.
Hvordan reagerer fisk på rev lavet af beton? Og hvilke potentialer har genbrugsbeton som materiale til kunstige rev?
Sten til stenrev er typisk dyre og besværlige at skaffe, idet de ofte sejles ind fra Norge og Sverige eller udvindes fra grusgrave på land. Erfaringer fra f.eks. vindmøllefundamenter støbt i beton viser, at marine livsformer koloniserer og trives fint på de rå overfalder, men Ifølge retningslinjer i OSPAR-konventionen skal installationerne fjernes igen, når møllerne er udtjente - men derved fjernes desværre også de ellers velfungerende kunstige rev.
Sammen med DTU Aqua, DTU Byg og Velux Fonden undersøger og sammenligner Køge Bugt Stenrev i projekt ’Circle Reef’ potentialerne ved at opføre rev konstrueret af hhv. sten og beton, således, at man på et mere oplyst grundlag kan tage beslutninger om at bevare de velfungerende rev, som opstår på betoninstallationerne (Svendsen et al. 2019). Både sten og beton (130 stk. ton betonblokke og 250 ton natursten) blev lagt ud i april 2025 på 8-10 meter vand ud for Ishøj strand.
I efteråret 2023 udførte DTU de første undersøgelser med undervandsvideoer på lokaliteterne udvalgt til udlægningen af revene. Her blev indsamlet over 3000 videosekvenser, hver af to minutters varighed. Disse sekvenser skal analyseres og vil danne grundlag for den indledende undersøgelse af områdets biodiversitet. Arbejdet blev udført af et team bestående af både danske og internationale studerende, der med baggrunde inden for både ingeniørfaget og biologien har bidraget til at belyse projektet fra forskellige perspektiver. Identiske undersøgelser vil blive gentaget i de kommende år, for at belyse koloniseringen af både stenene og betonblokkene.
I juni 2023 opførte Køge Bugt Stenrev som led i ’Projekt Køge Bugt Marine Park’ i samarbejde med Velux Fonden et stenrev ud for Ølsemagle Revle og Staunings Ø (Natura 2000-område nr. 147, Habitatområde H130) for især at støtte op om fuglelivet der huserer i området. Revet består af 1300 ton natursten.
Køge Bugt Stenrev har i 2024 i samarbejde med frivillige ”muslingebønder” og Blue Research udlagt blåmuslinger på stenrevet - (muslinger har groet på linjer over revet) - for at fremme kolonisering af blåmuslinger på det nye rev. Revet udgør allerede gode skjulesteder for småfisk og fiskeyngel, og det er bl.a. påvist, at netop denne type rev er et godt levested for den stærkt truede europæiske ål (Schwartzbach et al. 2020).
I juli 2024 etablerede Køge Bugt Stenrev i samarbejde med Velux Fonden et formidlingsstenrev på det lave vand, lige nord for Køge Marina. Revet består af 300 ton natursten, og er opført i forlængelse af områdets badebro, og kan derfor let udforskes med snorkel og dykkerbriller.
Fiskeatlas/ Statens Naturhistoriske Museum/ Københavns Universitet har foretaget bestandsanalyser af fiskesammensætningen i området før etablering af revet, som vil blive gentaget i nær fremtid, for at vurdere fiskenes kolonisering af det nye rev.
Køge Marina ønsker at samarbejde om formidling om havmiljøet. Køge Bugt Stenrev arbejder derfor sammen med Køge Kommune og Velux Fonden om et havformidlingscenter, som skal huse undervisningsfaciliteter og udstyr der kan udlånes til besøgende og institutioner. Til dette formål har foreningen med midler fra Velux Fonden indkøbt en udtjent husbåd, som i øjeblikket er under restaurering, og som foreningen i samarbejde med Køge Kommunen i er ved at finde en god fastliggerplads til.
Fra oplandet løber både små og store vandløb ud i Køge Bugt. Disse vandløb benyttes som vandringsruter for flere fiskearter, såsom aborre, ørreder, rimter og den kritisk truede europæiske ål. For at undersøge hvorledes fiskenes chancer for overlevelse øges, har Køge Bugt Stenrev i juli 2024 i samarbejde med Velux Fonden opført stenrevet ’Fiskehotellet’. Revet består af 500 ton natursten, som består af flere små pyramideformede stendynger.
Køge Bugt Stenrev ser nærmere på stenrevets udvikling i samarbejde med DTU Aqua og Københavns Universitet/Statens Naturhistoriske Museum, hvorfra universitetsstuderende udfører fiskeundersøgelser, for at belyse områdets fiskesammensætning både før og efter etableringen af revene.
I oktober 2023, blev der udført indledende snorkeltransekter ud fra Vedskølle og Tryggevælde Å. Efter mørkets frembrud blev der i udmålte transekter optalt forekomsten af rimte, aborre og ørreder. Netop disse fiskearter er kendt for at benytte sig af Køge Bugts brakvand, hvor de drager nytte af en øget fødeforekomst inden de vender tilbage til åens for at gyde.
I samarbejde med de lokale fiskeklubber, arbejder Køge Bugt Stenrev på at indføre fredningszoner omkring stenrevene, for at give fiskene optimale muligheder for at udnytte de nye stenrev.
Syd for Mosede Havn (Greve) og den nordlige høfde ud for Mosede Fort Museum har Køge Bugt Stenrev i sommeren 2024 i samarbejde med Nordea-fonden opført to formidlingsstenrev. Det kystnære stenrev, ’Strandgreven’, bestående af 480 ton sten, giver god mulighed for formidling og udforskning af biodiversiteten i den kystnære zone. På dybere vand, 8-10 meter, er opført stenrevet ’Klintekongen’, bestående af 200 ton sten. Idet Kystdirektoratet har givet tilladelse til at Køge Bugt Stenrev kan udlægge flere sten på området dedikeret til ’Klintekongen’, forventer Køge Bugt Stenrev at kunne udvide stenrevets omfang i sommeren 2025, med natursten udgravet under Vejdirektoratets gravearbejdet på den kommende Nordhavnstunnel.
Der findes dokumentation på, at der tidligere har ligget et stenrev, eller formationer spredte sten, på Juels Grund, som dog er blevet fjernet gennem årtiers stenfiskeri. Genopførslen stenrevet ’Juels Grund’ i april 2025 på Juels Grund har Køge Bugt Stenrev nu været med til at genskabe en lille del af de oprindelige stenrev.
Juels Rev udføres med bevillinger modtaget på Finansloven 2023 og i tæt samarbejde med Dalgas.
Genetableringen af stenrevet Køge Sønakke gennemføres med Miljøstyrelsen som bygherre, hvortil Køge Bugt Stenrev deltagelse i projektet vil bestå i diverse formidlingsaktiviteter. Planen er for nuværende, at Køge Sønakke både skal tjene som huledannende rev og formidlingsstenrev. Der henvises til Miljøstyrelsen for nærmere detaljer om projektets elementer og proces.
Søkort fra 1965 med Juels Grund og Køge Sønakke med to potentielle områder for naturgenopretning angivet inden for de med grønt markerede områder. Dybderne er angivet i meter (Kilde: DCE rapport).
Køge Bugt Stenrevs samarbejdspartnere inkluderer blandt andre:
Velux Fonden, Nordea-fonden, WSP Danmark, DTU Aqua, DTU Sustain, Københavns Universitet/Statens Naturhistoriske Museum, Blue Research, Dalgas, Den Blå Planet, Øresundsakvariet, Stevns Kommune, Køge Kommune, Solrød Kommune, Greve Kommune, Ishøj Kommune samt en lang række lokale foreninger, som bruger Køge Bugt som platform for deres aktiviteter.
Alle Køge Bugt Stenrevs samarbejdspartnere kan ses her: Samarbejdspartnere
I løbet af foreningens seksårige levetid, har Køge Bugt Stenrev opført deres otte planlagte stenrev i Køge Bugt, med støtte fra blandt andre foreningens medlemmer, Velux Fonden, Nordea-fonden, Den Blå Planet, Finansloven, og mange flere.
Mere information om de enkelte stenrev kan findes på Køge Bugt Stenrevs hjemmeside.
I samarbejde med WSP, DTU Byg og DTU Aqua og KU har Køge Bugt Stenrev udført mange grundige forundersøgelser i hele bugten. Her er blandt andet blevet dokumenteret store, sunde ålegræsenge på over 7 meter vand, og registreret over 25 fiskearter ved både dykkerundersøgelser og undervandsvideoer. I den forbindelse, har Køge Bugt Stenrev bistået ved flere danske og internationale bachelor, speciale og ph.d.-projekter ved DTU og KU, og Køge Bugt Stenrev har formidlet om Køge Bugt til politikere og flere hundrede borgere, lokale skoleelever og foreninger.
Køge Bugt Stenrevs arbejde fortsætter med at indbringe flere nye uvurderlige kontakter og samarbejder med andre foreninger, interessegrupper og eksperter, hvilket er med til at sikre, at projekterne er godt forankrede på landjorden.
Teksten er skrevet af
Emma Polauke
Marinbiolog, Ph.d. Stud. på Syddansk Universitet
Projektleder ass. v. Køge Bugt Stenrev
Mail: emmap@sdu.dk
Lars Emil Juel Andersen
Marinbiolog
Forskningsassistent, DTU Aqua
Mail: leman@aqua.dtu.dk
Kontakt: info@koegebugtstenrev.dk eller emmap@sdu.dk
Referencer:
I/S Køge Bugt Strandpark (1986)
https://www.ospar.org/convention
Dahl & Göke (2021) Naturgenopretning af stenrev i Øresundsregionen, DCE rapport nr. 200
Læs mere: